Danmark har et af de mest ambitiøse klimamål i verden, men når det kommer til energieffektivitet, er Danmark ikke blandt de førende EU-lande. Det er konklusionen i en ny gennemgang af internationale energidata foretaget af SYNERGI.

Danmark er ikke længere et foregangsland for energieffektivitet og har behov for en ambitiøs strategi på området. Sådan lyder konklusionen fra SYNERGI-direktør Katrine Bjerre M. Eriksen i kølvandet på organisationens gennemgang af internationale undersøgelser og energidata, som bl.a. konstaterer, at der ”ikke er fagligt belæg for, at Danmark er i front med hensyn til energieffektivitet.” Vurderingen bygger bl.a. på tal fra de velansete internationale databaser ODYSSEE og MURE, der placerer Danmark på en beskeden samlet syvendeplads for energieffektivitet – efter lande som Estland, Rumænien og Grækenland.

”Det Internationale Energiagentur og andre internationale aktører i klimakampen har flere gange slået fast, at et klogt og effektivt energiforbrug er helt afgørende for at lykkes med den grønne omstilling. Vi har brug for meget mere grøn energi til vores varmepumper, elbiler, fjernvarme osv. Energieffektivitet er den brik, der kan få puslespillet til at hænge sammen og sikre, at vi når hurtigere i mål. Det potentiale bør ambitionerne for vores energiforbrug afspejle,” siger Katrine Bjerre M. Eriksen.

Danmark skal være et ”foregangsland i den internationale klimaindsats, så vi kan inspirere og påvirke resten af verden,” lyder det i indledningen til klimaloven fra 2019. Derfor har Danmark et af de mest ambitiøse klimamål i verden. Og derfor har Danmark en række mål og strategier for alt fra antallet af elbiler til udviklingen af PtX. Endnu har vi dog hverken en strategi eller mål for vores energiforbrug, der alene i bygninger og byggeri tegner sig for knap en tredjedel af landets CO2-udledning. I en tid, hvor der er mangel på især grøn energi og et stort politisk ønske om at blive fri af den russiske gas, er der endnu større grund til at få industri og bygninger til at køre længere på de sparsomme grønne elektroner.

Mål og en strategi for et effektivt energiforbrug bør derfor være en bunden og tidlig opgave for den kommende regering, mener Katrine Bjerre M. Eriksen:

”Det haster med at få omstillet vores energi fra sort til grøn, så vi udleder mindre CO2. Vi har også travlt, fordi vi på den måde hurtigere bliver fri af den russiske energi, og fordi et lavere energiforbrug er godt for både virksomheder og da danske husholdninger, der betaler unødigt meget for deres energi. Derfor bør den kommende regering sætte konkrete mål og udarbejde en strategi for et smart og effektivt energiforbrug i løbet af 2023.”

SYNERGI-direktøren fremhæver bl.a. Tyskland som et land, der i kølvandet på energikrisen for alvor har fået øjnene op for potentialerne i et lavere energiforbrug og skruet markant op for ambitionerne. Under energikrisen var den tyske regering hurtigt ude med en bred vifte af energibesparende tiltag i blandt andet offentlige og private bygninger. Inden længe præsenterer den tyske regering også en lov for energieffektivitet, der bl.a. indeholder flere konkrete mål for energiforbruget og krav til virksomheder om at foretage de mest rentable investeringer i energieffektivitet.

”I disse måneder kan man godt se misundeligt mod Tyskland. Scholz-regering har tilsyneladende analyseret energikrisen grundigt og er nået frem til, at det giver rigtig god mening at investere i et lavere energiforbrug og tilsvarende lave energiregninger i stedet for at skyde en masse penge i at subsidiere høje energiregninger. Begge typer af investeringer afbøder den økonomiske effekt af energikrisen – subsidier løser bare ikke kriserne, mens investeringer i et lavere forbrug er nøglen til et grønnere energisystem, uafhængighed af Rusland og lavere energiregninger. Jeg håber, det nye folketing og den kommende regering vil kigge mod syd for inspiration og samtidig har ambitioner om at gøre Danmark til et foregangsland for energieffektivitet. Det er vi ikke i dag – men det bør vi være.”