Unidrain er visionære. Det har virksomheden altid været omkring nyt design og spændende produkter.

Det visionære fortsætter med stiftelsen af et nyt legat. Med det nye legat støttes fremtidens fagfolk, og der gives et skulderklap til en ung person i branchen.

Unidrain ønsker med det nye legat at sætte fokus på problematikken med manglende faglærte. Støtten går til håndværkere, der ønsker at dygtiggøre sig inden for deres fag – og nu er den første legatmodtager fundet: en ung, dygtig og arbejdsom ildsjæl.

Ifølge prognoser er bygge- og anlægsbranchen inde i en uheldig udvikling: I 2025 vil der mangle 70.000 faglærte i Danmark, hvilket vil have store konsekvenser for byggeriet. Denne problematik sætter Unidrain, der er verdenskendt for sit lineære gulvafløb, fokus på med det nye legat.

Legatet er blevet lanceret i forbindelse med firmaets 15-års jubilæum og uddeles hvert år frem til 2025. Støtten er på 25.000 kr. og går til håndværkere, som vil udvikle og dygtiggøre sig inden for deres fag. Legatmodtageren for 2019 er netop fundet. Han hedder Mads Holmegaard Jørgensen (23 år) og læser til VVS-installatør på KEA på 2. semester.

Legat puster liv til fremtidsdrømme
For Mads Holmegaard Jørgensen kommer legatet til at få en vigtig betydning for hans karriere:

– Udover at legatet giver tiltrængt luft i mit hverdags-budget, får jeg nu mulighed for at tage faglige kurser og måske et udlandsophold, så jeg kan udvikle mig fagligt. Det er et vigtigt skridt på vej mod mit fremtidige drømmejob som VVS-installatør.

Den nyudklækkede legatmodtager, der gennem sin skoletid har haft udfordringer med de boglige fag, forklarer samtidig, at det er vigtigt for ham at modtage en pris, der værdsætter praktisk arbejde. På den måde kan han forhåbentlig hjælpe andre, som står i samme situation, som han engang stod i, ved at vise, at der er håb på den anden side.

Mads Holmegaard Jørgensens underviser i matematik, teknisk beregning og varme, Bertel Sommer Larsen, er heller ikke i tvivl om, at man har fundet den retmæssige modtager af prisen:

– Mads er en ildsjæl – både dygtig og meget arbejdsom. Vi har tit set ham sidde i undervisningslokalet lang tid efter, undervisningen er slut. Så det er meget velfortjent, at han modtager dette legat.

Derfor modtag Mads Holmegaard Jørgensen legatet

Det var Unidrains administrerende direktør Henrik Handschuh, der overrakte Mads Holmegaard Jørgensen legatet. Han giver følgende begrundelse for, at valget faldt på den kommende VVS-installatør:

– Mads er en yderst ambitiøs studerende, der har et ønske om at fortsætte sin udvikling mod at blive endnu dygtigere inden for sit fag. Med legatet kan vi hos Unidrain være med til at facilitere denne udvikling og sikre, at Danmark om nogle år har endnu en super dygtig håndværker.