Plastrørleverandøren Wavin sætter nu endnu flere sejl ind på det nordiske marked med ansættelsen af Mads Rasmussen. Han tiltrådte pr. 1. maj 2022 og skal som virksomhedens Head of Commercials intensivere Wavins indeklimaaktiviteter i Norge, Sverige og Finland.

– I bilen stiller de fleste krav til og forventer et godt indeklima. Men sådan er det ofte ikke i hjemmet, hvor vi ellers opholder os omkring 70 % af tiden. Det kan man jo undre sig over.

Sådan lyder meldingen fra danske Mads Rasmussen, der pr. 1. maj 2022 startede som ny nordisk Head of Commercials hos den globale plastrørkoncern og indeklimaekspert Wavin. Ovenstående melding markerer den tendens, som han skal være med til at ændre på i Norge, Sverige og Finland:

– Min fornemmeste opgave går på at bygge en forretning op omkring ICS – det vil sige Indoor Climate Solutions – på de nordiske markeder. Vi er allerede godt i gang i Danmark, men skal udbrede vores viden og løsninger indenfor Indoor Climate i endnu højere grad til hele Norden. Nu har jeg været i gang i nogle uger allerede, og jeg har haft en rigtig god opstart. Spændende arbejdsopgaver og søde kollegaer, lyder det fra Mads Rasmussen.

En garvet indeklima-ildsjæl
Stort set hele sit arbejdsliv har den nyansatte Head of Commercials beskæftiget sig med indeklimaløsninger. Bl.a. i Danfoss, hvor han var i 12 år. Det giver en brancheballast og viden på området, som kommer både ham og Wavin til stor gavn:

– Jeg har faktisk altid arbejdet med indeklima og grønne løsninger. Og jeg brænder virkelig for det. Det kaster en lang række fordele af sig i et nyt job – bl.a. en hurtigere indflyvning i tingene og en forståelse af ikke kun kommercielle aspekter i virksomheden, men også de mere tekniske.

Han understreger desuden, at arbejdet med tre forskellige markeder kræver dyb viden om byggetraditioner, love og markedsspecifikke standarder. En viden, han dels har, men dels også må tilegne sig undervejs:

– Det er første gang, jeg arbejder med så bredt et nordisk perspektiv på indeklimaløsninger. Og det er klart, at jeg er nødt til at læne mig godt op ad de dygtige folk, vi i forvejen har i de respektive lande for at forstå traditioner og kulturer til fulde. Heldigvis er behovet for et godt indeklima i hjemmet det samme i alle tre lande, og det er jo et rigtig godt udgangspunkt.

Et kig ind i fremtiden
Ifølge Mads Rasmussen er der lidt vej endnu, før vi prioriterer indeklimaet og komfort i hjemmet i lige så høj grad som i bilen. Men han er fortrøstningsfuld og regner allerede med at se markante resultater om bare få år:

– Sammen med andre dygtige aktører på markedet tror jeg, at vi i den nærmeste fremtid kan være med til at løse nogle klimatiske udfordringer. På tværs af grænser bygges og renoveres der med formålet om at give mennesker bedre indeklima med lavest muligt energiforbrug. Det kræver investeringer i solide, driftssikre og økonomisk fordelagtige indeklimaløsninger som bygningsejere måske tidligere har fravalgt, idet driftsomkostninger til energi ikke er en del af et byggebudget.

– Derfor ligger det mig meget på sinde at forsøge at påvirke andre beslutningstagere. F.eks. i den finansielle verden, hvor vi har brug for fordelagtige ”klimalån” til at finansiere de rette indeklimaløsninger.

Mads Rasmussen står desuden i spidsen for et team på tre medarbejdere, og der er store planer om at udvide til flere ansatte i alle tre lande. Privat er han bosat i Horsens, fylder 50 år den 9. juli og nyder en god runde dart i sin fritid.