”Vi vil gerne rose regeringen for at være på bolden og proaktivt gribe de muligheder, der åbner sig for danske eksportvirksomheder”, siger Danfoss-direktør Kim Fausing.

Potentialet for øget grøn eksport til USA er enormt. Den nye regering under præsident Joe Biden har således givet klare tegn på, at den økonomiske genopretning i USA skal gøres grøn og bæredygtig, og den udvikling skal de grønne danske virksomheder have del i, understreger regeringen.

Særligt elektrificering af transporten og renoveringen af offentlige bygninger har Biden-regeringen øremærket som prioriteter. Blandt andet har den nye præsident bebudet, at alle statens biler, over 600.000, skal skiftes til elbiler inden 2030, og at omkring 4 mio. erhvervsejendomme skal renoveres.

Begge er områder, hvor danske virksomheder som Danfoss, kan bidrage med de rette, teknologiske løsninger samt stor knowhow i forhold til implementering.

”Regeringen har støttet af Folketinget og alle vigtige medspillere håndteret corona-krisen klogt. Den svære krise, vi stadig er i, skal ikke bare håndteres men bruges rigtigt. Danmark har med vores styrkeposition på det grønne område alle muligheder for at omsætte behovet for fælles handling i vækst og arbejdspladser,” siger Kim Fausing Danfoss CEO.

USA er Danfoss største marked, og Kim Fausing understreger, at der er et kæmpe potentiale i USA for innovative og energieffektive grønne løsninger til en bred vifte af industrier.

”Derfor er vi også glade for at se, at regeringen bl.a. vil styrke myndighedssamarbejdet med det amerikanske energiministerium. Så vi stiller meget gerne op til yderligere dialog om, hvordan danske virksomheders grønne ekspertise og løsninger kan bane vejen for en styrket dansk eksport til USA. Så vi kan medvirke til at skabe den vækst og de arbejdspladser, som er så nødvendige efter corona krisen, samtidig med, at vi accelerer den grønne omstilling,” siger Kim Fausing.