To førende aktører inden for vedvarende energi indgår samarbejde om idriftsatte britiske havvindmølleparker. Brookfield køber en ejerandel på 12,45 % af en havvindportefølje på 3,5 GW med langsigtede differencekontrakter.
Ørsted har indgået en partnerskabsaftale med Brookfield, der køber en minoritetsandel på 12,45 % af fire af Ørsteds idriftsatte britiske havvindmølleparker: Hornsea 1, Hornsea 2, Walney Extension og Burbo Bank Extension, der har en samlet kapacitet på ca. 3,5 GW.
Værdien af transaktionen er 1,745 mia. britiske pund (ca. 15,7 mia. kr.). Brookfield benytter sig af verdens største closed-end infrastrukturfond, Brookfield Infrastructure Fund V, til denne transaktion. Handlen forventes afsluttet inden udgangen af 2024 med forbehold for de sædvanlige myndighedsgodkendelser.
Med denne handel når Ørsted en vigtig milepæl i sit program for delvise frasalg, der blev annonceret som en del af opdateringen af forretningsplanen i februar, samtidig med at transaktionen sikrer en høj grad af værdibevarelse. For Brookfield er investeringen en mulighed for at samarbejde med Ørsted, verdens største og førende producent af havvind, om at investere i en skaleret, fuldt idriftsat havvindportefølje. Med denne aftale tager Brookfield endnu et skridt fremad i sin ekspansion på markedet for havvind, der er en moden teknologi med en produktionsprofil, der supplerer solenergi og landvind.
Ørsted beholder en ejerandel på 37,55 % af de fire aktiver og bevarer den samme grad af kontrol som før handlen. Ørsted vil ligeledes fortsat stå for drift og vedligehold af havvindmølleparkerne i henhold til de nuværende serviceaftaler. Alle fire havvindmølleparker er i fuld drift og har langsigtede inflationsindekserede differencekontrakter.
Mads Nipper, koncernchef og administrerende direktør i Ørsted, siger: ”Vi er glade for at kunne byde Brookfield, der er en førende investor inden for vedvarende energi med ekspertise inden for investeringer og drift, velkommen som partner på fire af vores havvindmølleparker i Storbritannien, som er et af Ørsteds vigtigste markeder. Dagens handel er en vigtig milepæl i vores program for delvise frasalg, der er en del af vores forretningsplan, og understøtter den betydelige geninvestering, vi foretager i nye projekter.”
Connor Teskey, administrerende direktør for Brookfield Renewable og koncernchef for Brookfield Asset Management, siger: ”Vi er glade for at kunne samarbejde med Ørsted om at investere i fire havvindmølleparker, der er afgørende for, at Storbritannien kan blive forsynet med vedvarende energi, og som understøtter landets CO2-reduktionsmål. Denne aftale er Brookfields første investering i den britiske havvindindustri, som fortsat vil være en vigtig del af energimikset og understøtte den stigende efterspørgsel efter vedvarende energi.”
Aftalen indeholder en tilbagekøbsoption, som giver Ørsted mulighed for, men ikke en forpligtelse til, at tilbagekøbe aktiverne fra Brookfield til en aftalt pris inden for to til syv år efter handlens afslutning.
Som Storbritanniens førende udvikler af havvind har Ørsted på nuværende tidspunkt en idriftsat havvindkapacitet på mere end 5 GW. Derudover har selskabet yderligere 5 GW under opførelse eller udvikling, herunder Hornsea 3 og Hornsea 4, som allerede har opnået differencekontrakter.
Globalt har Ørsted installeret 15,4 GW vedvarende energi på tværs af havvind, landvind, solceller og batterilagring og har yderligere 7,7 GW under opførelse.